Burkal Kirke

BURKAL SOGN – det store grænsesogn i Midtslesvig

Kirken mellem Slesvigs grænser. Burkal sogns grænse mod syd følger den nationale grænse fra 1920. Selv om der gennem tiderne er klippet både hæl og tå er Burkal sogn i dag fortsat stor i geografisk omfang.

Burkal sogn – fortid og nutid mødes

Den historiske og religiøse kontekst har sat sine spor. Mødet mellem forskellige åndelige strømninger har været særligt intenst i Sønderjylland. De politiske forhold skabte en kirkelig geografi, der i tidens løb har omfattet ikke mindre end seks overordnede strukturer: Bispedømmerne Slesvig, Ribe, Odense, Als-Ærø og Haderslev samt de kongerigske enklaver med dansk kirkeret. Centralt i Sønderjyllands historie står reformationsårene fra ca. 1520-1539, som i dansk kontekst havde sit udspring i Haderslevegnen, samt spørgsmålet om dansk eller tysk kirkesprog i landsdelen.

Kristeligt set altså et broget sogn og mange strømninger har præget menigheden. Reformationen bød blandt meget andet på ombygning for Burkal Kirke. Menigmand var splittet i sin sjæl ved kirkeomvæltning.  Mange steder blev der sat spørgsmålstegn ved autoriteterne - ikke mindst ved den rige og magtfulde katolske kirke.  Luther var imidlertid blot toppen af isbjerget, og mange forskellige religiøse reformbevægelser gjorde sig gældende ikke blot i Tyskland i disse år, strømningerne fandt også grobund i Danmark.  Bl.a. Pietisme: Protestantisk vækkelsesretning med hovedvægten på fromhedslivet og Herrnhut: Bevægelsen betonede især det rette følelsesmæssige forhold til Jesus, frem for blot ret lære eller ret omvendelse. Et særegent tilskud til kirkelivet blev Brødremenigheden ... som en del af det verdensomspændende herrnhutersamfund. Mange retninger: I 1920’erne kunne pastor Schwartz opregne hele 16 trossamfund i Burkal Sogn.

Burkal kirke – fortid og nutid mødes

LANDSBYKIRKEN i Burkal sogn ligger ca. midtvejs mellem Tønder og Tinglev. Den første Kirke menes bygget ca. 1025. Kirken er romansk hovedsageligt af munkesten, hvidkalket og blytækket og består af apsis, kor og skib og den nuværende bygnings historie kan føres tilbage til omkring 1225. På trods af tilbygninger og ombygninger er der ikke bygget tårn.

I 1622 istandsættes kirken, bl.a. det inventar vi ser i dag: Loft, prædikestol og døbefont. Loftsmalerierne er tidsfæstet til ca. 1625. Altertavlen er fra 1622 og består af udskårne relieffer. I storfeltet gengives nadveren omgivet af otte mindre relieffer. Træskærerarbejdet, der er i alle enkeltheder, er fint udført, tilskrives det berømte ringerinckske værksted i Flensborg. Døbefonten med himmel stammer fra samme værksted.

Kirkerummet blev i 1715 udvidet med et pulpitur med plads til ca. 100 kirkegængere. Selve skibet blev udvidet mod vest i 1737. De to udvidelser var nødvendige, fordi sognets beboere var blevet grebet af den pietistiske bevægelse, som bl.a. præsten og salmedigteren H.A. Brorson prædikede i det vestlige Slesvig. Bevægelsen blev meget stærk i løbet af 1700-tallet. Især vakte præsten Christian Ambders landsbybeboernes interesse for Herrnhutismen, der fik hjemsted i Christiansfeld. Der dannedes et brødresocietet i sognet, som blev kaldt "Guds Have". Under rationalismen sygnede bevægelsen hen. Også de nationale vækkelser i begyndelsen af 1800-tallet svækkede den pietistiske bevægelse, også fordi landsbybeboerne i sognet blev tvunget til at vælge mellem dansk og tysk.

Efter nederlaget i 1864 fordrev preusserne den dansksindede præst og sprogforsker Johannes Kok fra sognet med stenkast og under afsyngelse af en smædevise med ordene: "Nu herut, du sorte Kok, nu har du galet længe nok". Kok havde været præst i sognet siden 1851.

Senere ombygninger gør at loftet tildækkes og næsten glemmes …

Efter genforeningen i 1920 har også den tysksindede del af Burkal sogn benyttet kirken til kirkelige handlinger. Se Den tyske Frimenighed.

Kirken blev restaureret i årene 1942 til 1945. Under restaureringen blev flere glemte og forsømte rigdomme fremdraget af glemselen. Bl.a. loftet blev restaureret og viste sig at være prydet af såvel figurative fint udførte malerier og fremragende mønstre og opstillinger samt dekorerede loftsbjælker.  Helt unikt og så i årene 1943 – 45 at lykkes med at føre kirken i det væsentlige tilbage til som det så ud i 1622.

Kirkens inventar fra 1622 er i perioden okt. 2018 – juni 2019 blevet bevarings renoveret af eksperter fra National Museet. Det malede loft med såvel figurativ som mønstre og opstillinger er helt unikt og meget smukt. Bestemt i sig selv et besøg værd.

Genåbnings højmesse fandt sted d. 23. juni 2019

Det bemalede lofts historik

I 1943 påbegyndte man en gennemgribende istandsættelse af kirkerummet og alt bemalet inventar. En central del af denne istandsættelse var at fremdrage det ældre træloft med malet dekoration fra omkring 1622, der befandt sig over en sekundær 1800-talsbræddebeklædning.
Selvom ca. 1/4 - 1/3 af loftets1600-talsdekoration manglede eller var meget nedbrudt og medtaget, valgte man at istandsætte det, der var tilbage, og rekonstruere det, der ikke kunne reddes.

Nogle af bjælkerne på øvre kirkeloft havde i 2019 stadig original 1600-talsbemaling og dekoration, som tilsyneladende ikke blev omfattet af istandsættelsen i 1940erne. Dette gav nationalmuseet mulighed for, med naturvidenskabelige metoder, at undersøge 1600-tals dekorationen samt den flere steder blottede formodede endnu ældre røde bemaling, der ligger under 1600-talsdekorationen.

Det røde ældste malingslag under 1600-tals dekorationen findes tilsyneladende kun på bjælkerne. Herunder både dem, der ved 1940 ́er istandsættelsen blev bevaret i den nuværende loftskonstruktion, og dem, der er blevet omplaceret til loftsrum. Loftsbrædderne i kirkerummet har ikke nogen spor af den røde farveperiode. De brædder, der ikke blev erstattet eller komplementeret i 1940erne, tolkes derfor som at være opsat i 1600-tallet og ikke i middelalderen. Bjælkerne er derfor sandsynligvis betydeligt ældre end 1600-tals brædderne, og det røde malingslag kan muligvis dateres som et middelalderligt malingslag.

Istandsættelsen af loftet i 1940erne blev udført af konservator Peter K. Andersen og en gruppe af dygtige dekorationsmalere. De satte deres navne i dekorationen, hvilket fortsat kan ses.

Loftsdekorationen fra 1600-tallet var velbevaret, men samtidig så nedbrudt, at man valgte at overmale store partier af den originale dekoration. Målet med istandsættelsen i 1940erne må nødvendigvis forstås som et ønske om at fremvise et helt og samlet loft, der illuderede en ældet og patineret 1600-tals dekoration.

Kirkens øvrige inventar har samme interessante historie.