Når kirkeklokkerne første søndag i november ringer til gudstjeneste, vil der formentlig sidde markant flere mennesker på kirkebænkene, end der gør de fleste andre dage på året. Den første søndag i november er det nemlig allehelgen, hvor vi i kirken mindes de døde og er sammen om sorgen. Og gennem de seneste 20 år har allehelgensgudstjenesten vokset sig til at være den næststørste gudstjeneste på året - kun overgået af julegudstjenesten.

Men for at forstå, hvorfor der atter er blevet pustet liv i allehelgensgudstjenesten, skal vi lige have historien på plads: Hvorfor markerer vi overhovedet allehelgen?

Da paven løb tør for dage

Fra gammel tid har det været skik i den katolske kirke at mindes helgener på deres dødsdag. Men som tiden gik, voksede antallet af helgener, og til sidst var der simpelthen ikke nok dage på et kalenderår til dem alle. I 800-tallet indførte paven derfor allehelgensdag, hvor de alle kunne blive mindet på én gang.

Dengang var Danmark et katolsk land, og den 1. november fejrede vi således allehelgensdag og hyldede helgener og martyrer. De kom direkte i Paradis, mente man, hvorimod almindelige mennesker først måtte en tid i skærsilden for at blive renset for deres synder. I år 998 fik alle andre også en mindedag: allesjælesdag. Det blev den 2. november, og her bad man for, at tiden i skærsilden ikke skulle blive lang.